Om terrorisme…
(Fra “Uriasposten”…)
—
“Jeg siger, at vi arbejder virkelig meget på at skabe dem (terrorister, red.). I Sverige har vi, lige som i Danmark, siden 11. september 2001 ført en hård krig mod terrorisme. Vi har ændret lovgivningen, vi har fordoblet bevillingerne til sikkerhedspolitiet, og krigen går til daglig helt udmærket, kan man forstå. Det eneste vi savner i Sverige for nærværende, er terrorister. Og min pointe er, at fortsætter vi, som vi kører på lige nu, så skal vi nok få terrorister.”
Jan Guillou i et interview om sin nye bog “Fienden inom os”, som er en krimi, hvor han har flyttet Vollsmose-sagen til Sverige.
Interessant pointe med de manglende terrorister.
I hvert fald blev jeg bekymret, da jeg hørte om sagen med den administrative udvisning, hvor ingen kunne få at vide, hvad manden havde gjort. Eller senere udvisningen uden retssag eller bare et grundlovsforhør af de to, der tilsynelade havde planer om et angreb på en af Muhammed-tegnerne. Her blev jeg oveni som fungerende tillidsrepræsentant ringet op af TV 2, der ihærdigt forsøgte at få mig til at piske en stemning op blandt mine kolleger på Politiken, som jo nødvendigvis måtte være rædselsslagne, fordi deres kolleger på Jyllands-Posten kunne føle sig truet, og vi er jo i samme koncern. Til sidst gik jeg en runde blandt kollegerne, som ikke var spor bange, de tacklede blot sagen som en nyhed, men da jeg ringede tilbage til TV2 og meddelte, at vi var mere bekymrede for retssikkerheden, var jeg ikke længere interessant …
Joh, det er jo lige dét - vores værste fiende kan jo en gang imellem være… os selv.
Og så har terroristerne sejret af helvedes til - uden at have løftet en finger.
Og først da er der, paradoksalt nok, virkelig grobund for terrorisme.
Frygtens fætter hedder nemlig vrede.